Kategorier
Uncategorized

Sådan vælger du det rigtige gulvtæppe

Gulvtæpper, som en del af indretningen, har mange fordele både i dit private hjem og til erhverv. Et gulvtæppe er først og fremmest et smukt stykke interiør, som kan bidrage med meget positivt til indretningen. Det kan f.eks. være med til at binde et rum sammen, understrege farver og så kan det også være med til at forbedre akustikken. 

Men inden du vælger et tæppe, er der et par ting, du med fordel kan overveje, så gulvtæppet ikke bare kommer til at ligge tilfældigt som en del af indretningen.

Hvilken størrelse skal gulvtæppet være?

Når du skal vælge størrelsen på dit tæppe, er det vigtigt, at du har resten af møblementet i dit hjem i mente. Har du et stort sofaarrangement, vil det hurtigt komme til at se underligt malplaceret ud med et lille tæppe. Prøv i stedet at finde et stort tæppe, som kan være samlingspunkt for hele sofahjørnet. Det vil ofte give et flot udtryk og være en god måde at binde rummet sammen på. En hovedregel, du kan gå efter, er, at det i langt de fleste tilfælde vil fungere bedst ikke at være bange for at vælge store tæpper. Ofte vil tæppet også se meget større ud i butikken end det vil gøre, når det kommer hjem i stuen.

Hvilken type gulvtæppe passer til rummet og indretningen?

Endnu en ting, du med fordel kan overveje, er hvilken type gulvtæppe, der passer til det udtryk og rum, du ønsker at skabe. Vil du f.eks. have en opfriskende effekt, så kan du placere et stort tæppe i en spændende farve. Du vil opleve, at det tilfører rigtig meget til rummet.

Hertil kan du også overveje materiale. Er der mange glatte overflader i rummet, og mangler du balance i indretningen, kan du overveje om, du ikke skal have et tæppe med en form for struktur. Det kunne være et langhåret tæppe eller et andet tæppe med en særlig væveteknik. Der findes en masse flotte og vidt forskellige gulvtæpper derude, som alle kan tilføre noget godt og spændende til indretningen hjemme hos dig.